Menu

1. senior rykker op og er i finalen om SM for serie 3 hold

image
23. juni 2025 kl. 17:32

Onsdag aften skal Rosenhøjs 1. herresenior spille finale om SM for serie 3 hold i DBU Sjælland.

-

Det hele startede søndag d. 15. Juni hvor klubbens 1. senior skulle spille sidste turneringskamp mod FC Albertslund (nr. 2), i en direkte duel om 1. pladsen i serie 3.

Med en enorm opbakning fra sidelinjen, lykkedes det drengene i grønt, at vinde kampen 1-2 og sikrede sig 1. pladsen i puljen og dermed direkte oprykning til serie 2. Micas Grønbech og Mikkel Bargholz stod for Rosenhøjs mål.

-

Det betød så også at holdet skulle deltage i Sjællands-mesterskaberne for serie 3 hold i DBU Sjælland.

-

Det startede med en tur til Hillerød tirsdag d. 17/6, hvor der skulle spilles kvartfinale mod Hillerød Fodbold. Efter en lidt usikker start på kampen, får Rosenhøj mere styr på strukturen og kan gå til pausen med en 0-2 føring, efter mål af Micas Grønbech og Oliver Pedersen.

I 2. halvleg sætter Hillerød sig mere på spillet og den kortere hviletid begynder at kunne ses hos Rosenhøj spillerne. Hillerød får udlignet til 2-2 og ikke mere takket være en velspillende Magnus Hansen i Rosenhøj målet. Men kort før slutfløjt får RB hjørnespark. Her dukker Kasper Redke op og kanonere en nedfaldsbold ind i målet til 2-3, som bliver kampens resultat og sendte Rosenhøj videre til semifinalen.

I seminfinalen havde Rosenhøj trukket Tuse IF og kampen skulle spilles lørdag i Tuse, hvor der faktisk var planlagt afslutningsfest for 1.- og 2. senior. Det betød lidt hurtigtænkning og omstrukturering fra trænerteamet og festudvalget. Det lykkedes at kombinere de to arrangementer og der blev fyldt en bus op med glade Rosenhøj drengene, som var klar på at skabe nogle fede rammer om kampen.

Og det kunne næsten ikke skrives bedre.. Kampen ender i straffesparks konkurrence efter 2-2 i ordinær spilletid. Her havde Micas Grønbech og Oliver Pedersen igen stået for Rosenhøjs mål. Det står fortsat lige efter de første 6 spark og da Noah Mariager-Andersson sikkert omsætter Rosenhøjs 7. straffespark, ligger presset nu på Tuse for at udligne. Her læser Rosenhøjs keeper Magnus Hansen sparket og sender the boys in green i finalen, til stor glæde og jubel for både holdkammerater og de mange medrejsende tilskuere og nu kunne festen for alvor begynde!

-

Det betyder så, at nu skal Rosenhøjs 1. senior spille SM finale mod Espergærde IF onsdag 25/6 kl. 19.00 på Avedøre Stadion. Det var egentlig planen, at truppen skulle holde sommerferie nu, men mon ikke de lige kan hive sig op til en enkelt kamp mere.

Vi håber at se den samme fantastiske opbakning på sidelinjen, som vi har set i store dele af sæsonen og navnlig i den sidste del af foråret. Det mærkes inde på banen og det sætter en fed kulisse for en fodboldkamp og så skaber det en fantastisk samhørighed på tværs af spillere, hold og tilskuere.

 

- Vamos RB! 💚

Luk