Du har været med i mange år, hvorfor?
Jeg har været med i mange år, fordi jeg synes det er sjovt at arbejde med mennesker. I 80 og 90érne var der samtidig et stærkt sammenhold mellem lederne. Et sammenhold, der gjorde at et af goderne ved at være leder var det gode kammeratskab med de øvrige ledere.
Samtidig brugte jeg klubarbejdet i mine yngre år som en del af min uddannelse. I en fodboldklub kan man få lov til at arbejde med meget unge børn, større børn osv. Det er også muligt at prøve sit organisationstalent af ved fx at arrangere stævner eller afslutningsfester eller ved at gå med i bestyrelsen/blive afdelingsleder i ungdomsafdelingen.
Hvad er det for nogle værdier du forbinder med Rosenhøj BK?
For mig er RB en klub med værdier om at alle er lige uanset fodboldtalent. Har træneren lyst til at tage på tur med sine spillere får de samme opbakning om de spiller i række 1 eller 4. Det synes jeg er godt og mener at det gør os bedre end HIF for både elite og breddespillere.
I påsken 2011 var vi 9 hold afsted til Almere Cup i Holland, fra U12 til U19, hvilket også en værdi for RB. Vi skal ikke kun være et hold i en klub, men en del af Rosenhøj Boldklub.
Så for mig er det fællesskab vi tidligere havde mellem holdende den største værdi for klubben. Jeg håber, at kunne være med til at grave den frem igen.
Synes du, at vi magter at få de værdier frem i dag
Desværre er den måde vi får rekrutteret ledere på/samt den manglende "skoling" af disse, noget som gør at vi ofte ser holdningen, at jeg kun vil gøre noget for mit eget hold og eller hvad får vi ud af det. Får vi ikke igen rettet op det vil klubben dø. Der skal være nogle som vil arbejde på tværs og ikke kun for egen vinding. På nogle områder mener jeg dog vi er på vej.
I 2011 er folk mere egoistiske og det skal vi i klubben acceptere. Men der ligger et stort arbejde for bestyrelsen i at lave nogle strategier som skal flytte egoismen fra holdet og over til klubben. For hvad der er godt for klubben er også godt for holdet.
Hvilke opgaver er det som du har siddet med, som har gjort dig til årets leder i Rosenhøj Boldklub
Det blev til nogle flere opgaver end planlagt da året startede. Jeg har været træner og i samarbejde med Mikael Kajander banefordeler i flere år, hvor Mikael klarede den daglige dont. Mikael valgte så at trække sig i 2011 og det gav noget ekstra arbejde samtidig med at banerne har været lukket usædvanligt mange gange i år.
I november 2010 havde vi et lederseminar på Vig, desværre med en noget ringe deltagelse, hvor vi fik taget nogle vigtige emner op. Da bestyrelsen ikke havde kræfter til at arbejde videre med dem, valgte jeg at lave trænerfolder, velkomstfolder og lidt til.
Birger Sveinsson trak sig som formand i februar og Leif Mortensen blev valgt. På det tidspunkt havde vi så kun en bestyrelse på 4 personer, mod normalt 10! Leif blev lidt forhindret i at komme godt i gang, så jeg hjalp til som ungdomsformand, materialemand og koordinerede noget for bestyrelsen. Det lykkedes heldigvis at få stablet en fornuftig bestyrelse sammen, men mange nye kræfter skal lige finde deres roller.
I efteråret blev jeg tit kontaktet af hold fra andre klubber, pga. banefordeler arbejdet, kantinen, bestyrelsen om hvem der var træner for hvilke hold. Dette skyldtes at hjemmesiden var blevet lukket ned i foråret og da bestyrelsen så ikke magtede at få den i gang valgte jeg at starte den op. Det har dog kostet meget mere tid end beregnet og der er skrevet flere artikler end jeg havde forventet at skulle skrive. Fx har jeg skrevet referat at 6 1. senior kamp uden at have set dem spille! Men der er 15 som har skriveadgang nu, så jeg håber at de snart kommer i gang og at bestyrelsen finder en administrator af siden.
Hvad er de væsentligste udfordringer/opgaver RB har foran sig lige nu?
Lige nu er den væsentligste udfordring at vi får en stærk bestyrelse. En bestyrelse der får overskud til at pege nogle retninger ud. Hvis ingen ved, hvor vi skal hen og hvordan vi skal nå dertil, så kommer klubben aldrig videre. Jeg forventer at vi I 2012 vil se nogle tiltag efter at den nye struktur i ungdomsafdelingen er kommet på plads.
De største udfordringer
Overgang fra hold til klub
Bedre overgang fra ungdom til senior - der er kun 2 seniorhold
Sikre at pige- og damefodbold bliver i klubben
Flere fællesture på tværs af hold og årgange
Mere klubliv